Les Lanciers af Mikel. 

Lanciers har været danset overalt i Danmark, og har overlevet i ‘almindelig brug’ frem til vore dage. Den har sin oprindelse i Storbritannien, hvor John Duval i 1817 komponerede et sæt danse til en fin fest. Han kaldte dansesuiten for ‘The Lancers Quadrilles’ - Lansenérernes kvadriller. Dansen var helt sikkert et stort udstyrsstykke med hjelme, faner og ikke mindst lanser og blev danset ved en hoffest i Dublin i Irland.
I 1820’erne udkom i London mange udgaver af ‘Lansenér-kvadriller’. En af disse var af Joseph Hart, hvis dansefigurer skilte sig ud fra Duvals. Dansen blev meget populær i de finere engelske kredse, men gik som så mange andre modedanse efter nogle få år i glemmebogen. 
I 1850 blev Harts ‘The Lancers’ igen populær i London og senere i Paris, hvor der fandtes en komponist ved navn Mikel. Han komponerede nye franske varianter af The Lancers/Les Lanciers. Hans 3. sæt havnede også i Danmark og blev udgivet i 1860, hvor den straks blev populær.
Det er den melodi, vi i dag kender som ’vor egen danske Lanciers’.

Les Lanciers består af 5 ture, der har følgende navne:

1. tur La Dorset
2. tur La Victoria
3. tur Les Moulinets
4. tur Les Visites
5. tur Les Lanciers